Familien er den vigtigste arena i langt de fleste børns og unges liv. Betragtningen er banal, men ofte glemt, når talen falder på mistrivsel.
Mens vi med iver og intensitet har diskuteret den kommercialiserede digitalisering af børn og unges liv, kvalitet i daginstitutionerne, udviklingen i folkeskolen, de seneste års uddannelses- og beskæftigelsesreformer og andre væsentlige temaer i forhold til at forstå børns og unges trivsel, har vi tilsyneladende glemt, at alle unge er nogens børn.
Forglemmelsen er, om den er bevidst eller ej, belejlig. Den friholder nemlig alle os forældre fra ansvar.
Vi kan pege fingre ad techgiganterne, det offentlige, lærerne, pædagogerne, kulturen, kommunalbestyrelsen og Christiansborg. Men forglemmelsen risikerer at skygge for en væsentlig diskussion, måske den væsentligste, nemlig diskussionen af det moderne forældreskabs betydning for børns og unges selvforhold og de fællesskaber, de indgår i.
I forsøg på at forstå de tendenser, der former og farver børns og unges liv, har vi i Trivselskommissionen ladet en lang række videnskilder krydsbestøve hinanden.
Vi har afholdt vidensworkshops med eksperter, forskere og praktikere, foretaget litteraturgennemgange, analyseret nyt empirisk materiale, turneret rundt i landet, ladet os rådgive af et børne- og ungepanel og haft møder med fagfolk og interesseorganisationer. Forskellige metoder, men samme konklusion: Det moderne forældreskab er afgørende for at forstå de udfordringer, vi er stillet over for.
Det moderne forældreskab er generelt mere kompetent og engageret end nogensinde før.
Moderne forældre opsøger viden om børneopdragelse, tilbringer tid med deres børn og engagerer sig i deres liv på en kvalitativt ny måde. Den udvikling er positiv. Ingen tænkende mennesker ønsker sig tilbage.
Men det nye vidende og involverende forældreskab risikerer, trods gode intentioner, at slå om i en uhensigtsmæssig og usikker forældrepraksis. En forældrepraksis, som mange praktikere – pædagoger, lærere, skoleledere samt trænere og ledere i civilsamfundet – igen og igen har fremhævet i vores undersøgelser og samtaler som en væsentlig årsagsforklaring til at forstå børns og unges mistrivsel.
Fire karakteristika går igen i beskrivelsen af det moderne forældreskab: overbeskyttelse, monitorering, forhandling og individfokus.
Karakteristika, der i den virkelige verden selvsagt flyder sammen og overlapper hinanden, men som tilsammen tegner billedet af et forandret børnesyn og forældreskab, der på en og samme tid rummer en ny respekt for og anerkendelse af det enkelte barn og kimen til en række nye trivselsudfordringer. Lad os se nærmere på tendenserne en for en.
Vi er disse år vidne til en paradoksal bevægelse, hvor vi mere eller mindre har overladt børn og unge til sig selv online, mens vi i den fysiske verden bliver stadig mere optaget af sikkerhed.
Legepladser, man ikke kan slå sig på, krav om cykelhjelm og forbud mod at klatre i de høje træer. Fortsæt selv listen.
Det er, som om der er et omvendt proportionelt forhold mellem den nidkære optagethed af sikkerhed og tryghed i den fysiske verden og så resignationen over for børne- og ungdomslivet online.
Den nye praksis udspringer uden tvivl af et velment ønske om at passe på, men risikerer – fordi forudsætning for udvikling af karakteren netop er en oplevelse af at overkomme og mestre – at fremelske en ny skrøbelighed hos det enkelte barn. En skrøbelighed, der i mødet med modstand og omverdenens krav let slår om i mistrivsel.
I forlængelse af det overbeskyttende forældreskab er der – muliggjort af teknologiudviklingen og digitaliseringen af børnelivet – de seneste år opstået en ny tendens, nemlig monitoreringen af børns og unges liv.
Et utal af nye apps gør det muligt for forældre at monitorere og kontakte deres børn hvor som helst når som helst. Overvågningen er som regel udtryk for omsorg, men det monitorerede børne- og ungdomsliv risikerer at frarøve den enkelte oplevelser af at udforske verden på egen hånd og gøre sig egne erfaringer, fri fra forældrenes overvågning og indblanding – den slags oplevelser, der er forudsætningen for, at den enkelte får trænet nysgerrigheden, mestringserfaringer og tro på egne evner.
De fleste forældre har heldigvis forstået, at det lille barns behov skal mødes og opfyldes, men denne omsorgspraksis og beskyttelse, der er velegnet til små børn, fastholdes og fortsættes tilsyneladende igennem barnets opvækst og ungdom uden skelen til barnets udvikling.
Det nødvendige gearskifte, hvor barnet gives rum og plads til at udforske og udvikle sig på egen hånd, synes at udeblive. Resultatet er en uhensigtsmæssig infantilisering, der risikerer at påvirke den enkeltes selvstændighed og ansvarsfølelse.
Et tredje karakteristikum er forhandlingsopdragelsen. Det er selvsagt en positiv udvikling, at børn i højere grad inddrages og lyttes til, men tipper balancen mellem inddragelse og dialog på den ene side og tydelighed og rammesætning på den anden, kan fraværet af en ydre struktur sætte sig igennem som bekymring, uro eller udadreagerende adfærd.
Som samfund er vi i disse år vidne til et autoritetstab, som også påvirker familierne, hvor forældre i stigende grad tvivler på deres egen formåen. Det er, som om der spørges: Hvem er vi, at vi skal opdrage? Og selv om selvrefleksion kan være positivt, risikerer den manglende tro på egen dømmekraft at slå om i en frygt for at opdrage, regulere og rammesætte, hvilket stik imod hensigten truer med at gå ud over barnets trivsel.
Læg dertil, at børn i dag, som et biprodukt af den nye praksis, hvor børn og unge tages med på råd om stort og småt, risikerer at komme til at bære deres forældres bekymring og uro.
Endelig går endnu en fortælling igen: Det moderne forældreskab har på en ny og anderledes måde sat barnet i centrum i familien.
Det enkelte barns oplevelser, meninger og følelser tillægges stadig større værdi, og selvudfoldelse vægtes højeres end selvregulering. Den udvikling rummer selvsagt også positive aspekter, men opmærksomheden på og optagetheden af det enkelte barns behov risikerer at svække blikket for de fællesskaber, den enkelte indgår i. Ligesom den nye praksis truer med at kultivere noget selvcentreret og egocentrisk hos det enkelte barn.
Når barnet hjemme ikke lærer at sætte egne behov til side for fællesskabet, vil mødet med de institutionelle fællesskaber (daginstitutioner og skoler) og civilsamfundets mange meningsfulde tilbud let blive konfliktfyldt og udfordrende for det enkelte barn – og for fællesskaberne.
Evnen til at behovsudskyde og selvregulere er således forudsætningen for, at det enkelte barn oplever at kunne engagere sig og blive anerkendt de fællesskaber, det er en del af – og dermed en afgørende forudsætning for det enkeltes barns oplevelse af at høre til og af trivsel.
Karakteristikaene – overbeskyttelse, monitorering, forhandling og individfokus – er alle som udgangspunkt resultatet af omsorg, men de gode intentioner til trods risikerer den nye praksis at slå om i en ny skrøbelighed, selvcentrering og manglede ansvarsfølelse.
På den baggrund er der brug for, at vi som forældre tager opgaven med at fremme børns og unges trivsel på os. Vi er ikke i tvivl om, at de fleste forældre ønsker at løfte det ansvar, men mange spørger samtidig famlende: Hvordan?
Svaret på det spørgsmål er selvsagt ikke simpelt eller entydigt, men grundlæggende lyder det: Vi skal turde være autoriteter, der opdrager kærligt og tydeligt med fokus på følelsesmæssig selvregulering, vedholdenhed, tro på egne evner og ansvarsfølelse. Karakteregenskaber der, ud over at være tilstræbelsesværdige i sig selv, også fungerer som afgørende beskyttelsesfaktorer for den enkelte.
Kan vi i tillæg dertil lære vores børn, at perioder med uro og nedtrykthed ikke er udtryk for noget sygeligt eller farligt, men hører tilværelsen til, så vil det også fremme trivslen.
Børn og unge er ikke tjent med forældre, der reagerer i affekt, når de oplever svære perioder. Ligesom de ikke er tjent med forældre, der ud af omsorg eller bekymring benytter et diagnostisk vokabularium til at begribe børns og unges almindelige følelser og oplevelser.
Tværtimod. Så må vi som forældre i de perioder kombinere omsorg med ro og på den måde trække alvoren ud af situationen.
Vi forældre skal kort sagt have mindre fokus på os selv – og vores egne følelsesmæssige kvaler i de perioder, hvor vores børn slås med selvforholdet – og mere fokus på det, der er godt for børnene, nemlig en rolig voksen forsikring om, at tilværelsen nok rummer op- og nedture, men at humøret og lyset som oftest vender tilbage.
Når vi i Trivselskommissionen forholder os til forældreskabet, er det ikke, fordi vi har et ideologisk anliggende.
Det er heller ikke for at se bort fra de andre vigtige årsager til børns og unges trivselsudfordringer. Og vi er os fuldt ud bevidst, at et mindretal af de danske forældre på grund af social marginalisering har brug for hjælp til at løfte forældreopgaven.
Men for det store flertal af de danske familier gælder, at det er helt afgørende, hvilke karakteregenskaber ens børn præges af og podes med hjemmefra.
Derfor – for at igangsætte en svær, men vigtig samtale om det moderne forældreskab, som det praktiseres af de fleste – har kommissionen blandt en lang række andre anbefalinger i sin endelige afrapportering syv opfordringer angående det moderne forældreskab. Opfordringerne lyder:
- Stil alderssvarende og kærlige krav til dit barn, og vær tydelig om rammer og værdier.
- Begræns overvågningen af dit barn – børn kan langt mere, end vi tror.
- Hav tillid til, at dit barn i takt med sin udvikling selv vil kunne overvinde mange udfordringer og håndtere konflikter på dets vej.
- Inddrag og lyt til dit barn ud fra dets alder og forudsætninger – husk dog, at inddragelsen ikke må ske på bekostning af kærlige krav og tydelighed.
- Lær og vis dit barn, hvordan alle – voksne som børn og unge – skal have blik for og tage ansvar for andre mennesker og de fællesskaber, som vi indgår i.
- Hav fokus på selvregulering, vedholdenhed, tro på egne evner og ansvarsfølelse i opdragelsen – og lær dit barn, at det vil opleve perioder med nedtrykthed, uden at det er hverken farligt eller sygeligt.
- Husk, at du kender dit eget barn bedst, sænk skuldrene, og vid, at der ikke findes en perfekt forælder, og at kærlighed, nærvær og omsorg er det vigtigste, du kan give dit barn, for at det trives.
Banalt? Forsimplet?
Måske. Men forhåbentlig brugbart i forhold til at igangsætte en debat om det moderne forældreskab med sigte på at fremme børns og unges trivsel. En debat, der forhåbentlig kan føre en bevægelse med sig, hvor vi bliver opmærksomme på, at vi alle – men i særdeleshed vi forældre – har del i børns og unges trivsel i det her samfund.
Lader trivselsudfordringerne sig løse alene ad den vej? Nej, der er brug for en kombination af politisk rammesætning, regulering, revitalisering af pædagogikken, styrkede fællesskaber, kulturforandring og karakterdannelse, men alle grebene forudsætter, at vi som forældre også tager ansvaret på os.
Vi skal som forældre ikke gøre mere, men vi skal gøre noget anderledes. Skrue lidt ned for noget og lidt op for andet. Vi ønsker ikke at skyde skylden på forældrene, snarere ønsker vi at ansvarlig- og delagtiggøre forældrene i udformningen af løsningerne.
Ingen – hverken voksne eller børn – er nogensinde blevet bedre af at få at vide, at de var forkerte.
Vi ønsker derfor hverken at udskamme eller pege fingre, for vi ved – fra samtaler og møder med forældre og fagpersoner – at det moderne forældreskab er resultatet af kærlig omsorg.
Hvad vi ønsker, er ene og alene, at vi forældre med åbne øjne nysgerrigt også tør diskutere vores egen andel i de liv, vores børn og unge lever.