Det er med samtidsdiagnoser som med individuelle diagnoser; de risikerer let at blive bestemmende for, hvordan vi forstår os selv.
De historier, vi fortæller os selv og hinanden om tiden, vi lever i, vil uundgåeligt forme og farve vores selvforhold og samfundsliv. Vores liv vil, om vi vil det eller ej, altid være præget af de strømninger – kulturelle, strukturelle, teknologiske, pædagogiske og politiske – der dikterer samfundsudviklingen.
Trivselskommissionen har haft til opgave at forstå den paradoksale udvikling, vi i Danmark og andre vestlige samfund står midt i, hvor en stadigt voksende rigdom og en accelereret frigørelse tilsyneladende ikke slår om i større livstilfredshed blandt børn og unge.
Opgaven har været omfangsrig, men mest af alt er den vigtig, for i sidste ende må et samfund måles på, om mennesker lever muntre, virksomme og meningsfulde liv.
Overskriften på kommissionens endelige afrapportering lyder ’Et dansk svar på en vestlig udfordring’.
Overskriften dækker over ambitionen om – med udgangspunkt i det, vi er gode til herhjemme – pædagogik, dannelse, civilsamfund, demokrati, livsoplysning, karakterdannelse og fællesskaber – at formulere et dansk svar på de trivselsudfordringer, mange vestlige samfund er stillet overfor.
Et svar, hvor børn og unge selv, forældre, pædagoger, lærere, trænere, frivillige i civilsamfundet og alle andre i børn og unges liv bliver en del af løsningen.
Vi har nemlig gode forudsætninger for at løse trivselsudfordringerne, men det kræver, at vi alle tager ansvaret på os og spørger: Hvad kan jeg bidrage med?
Diskussionen om børn og unges trivsel er i de seneste år blevet koloniseret af de sundhedsfaglige discipliner. Der skelnes ofte ikke mellem mistrivsel og sygdom. Det almindelige er blevet sygeliggjort og en generation af børn og unge er efterladt med et diagnostisk vokabularium til at forstå alment menneskelige forhold. Den udvikling er uhensigtsmæssig.
Kommissionens ambition har været at præsentere en ny vej frem. Et sporskifte guidet af vores egen historie og pædagogiske tradition, der anerkender, at de udfordringer, vi er stillet overfor, ikke lader sig løse i siloer. Tværtimod.
Udfordringerne og løsningerne ser forskellige ud på tværs af alder, køn, ophav og arenaer. Trivselsudfordringerne er et vildt problem, og skal vi formulere svar, kræver det derfor en kombination af politisk rammesætning, regulering, revitalisering af pædagogikken, styrkede fællesskaber, kulturforandring og karakterdannelse.
Trivsel og velvære er ikke det samme
Kommissionens opgave blev fra start brudt ned i fire faser: Trivselsforståelse, statusbillede, årsager og anbefalinger. En model hvis sigte på én og samme tid var at skabe stringens og overblik. Og en model som guider introduktion til kommissionens arbejde i denne artikel.
I den offentlige samtale, i praksis og i forskningsmiljøer bruges begreberne trivsel og mistrivsel ofte i flæng, og mistrivsel og psykisk sygdom forstås desuden ofte under ét. Det er ingen tjent med. Ambitionen har derfor været at komme en forståelse af trivsel nærmere – en forståelse som forhåbentlig kan guide politikken for børn og unge, styrke praksis og højne kvaliteten af den offentlige samtale om emnet.
Kommissionens trivselsforståelse skal tydeliggøre, at intet liv kan leves uden bump og skrammer.
Når vi med Jens Rosendal i 'Forelskelsessang' synger, ”At livet det er livet værd / på trods af tvivl og stort besvær /på trods af det, der smerter”, så synger vi om netop det forhold. Tilværelsen rummer både lys og mørke, og forestiller man sig, at livet kan leves fri af perioder med uro og tristhed, så kommer man til at stå i et skævt forhold til tilværelsen og sig selv.
Vi må ikke lære børn og unge at sætte lighedstegn mellem trivsel og velvære.
I stedet er det mere retvisende at forstå trivsel som netop evnen til at håndtere de svære perioder, alle uundgåeligt vil gå igennem. Derfor lyder kommissionens forståelse: ”Man trives, når man overordnet set er glad for sit liv. Man trives, når man kan udvikle sig, udfolde sine evner samt indgå i og bidrage til fællesskaber. Man kan trives, selvom man oplever perioder med modgang og udfordringer. Det afgørende er, at man kan håndtere sådanne perioder.”
Vi skærer gennem støjen
De seneste år har der i dagspressen og i forskningsmiljøer været en diskussion af status på børns og unges trivsel. Kommissionen har haft som ambition at skære igennem støjen og etablere nogle hegnspæle i diskussionen om mistrivsel.
Resultatet af det arbejde lyder i kort form: Sandheden om børn og unges trivsel befinder sig et sted mellem de positioner, som siger, at alt enten er i skønneste orden, eller at vi befinder os i en såkaldt trivselskrise. Positionerne egner sig nok til polemik, men de fortæller os ikke noget om livet, som det faktisk folder sig ud blandt børn og unge i dag. Tværtimod.
Flere sandheder kan som bekendt bo side om side. Og sandheden, eller rettere sandhederne, om børn og unges trivsel lyder, at vi ikke befinder os i en krise, men at der er en række nye trivselsudfordringer.
Det store flertal af danske børn og unge lever heldigvis gode liv, men et mindretal – et for stort mindretal – af børn og unge mistrives på forskellig vis.
Andelen, der har det rigtig godt, er blevet mindre, mens andelen, der er udfordret på forskellig vis, er blevet lidt større. Dertil kommer, at der er en betydelig kønnet dimension til udforingerne. Særligt de ældre piger og de unge kvinder er udfordret i forhold til selvværd og fysiske symptomer, mens drengene og de unge mænd i stadigt stigende grad isolerer sig.
Tydelig social slagside
Analyserne viser desuden, at der er en betydelig social slagside (også), når det gælder mistrivsel.
Det er fortsat børn fra hjem med vold, konflikter, misbrug og (psykisk) sygdom, der er i størst risiko for at mistrives. Dette forhold er ikke nyt, men det er ofte glemt. I denne, som i mange andre diskussioner, risikerer vi at overse dem, der vitterligt har mest brug for at blive set, fordi andre med lettere adgang til den offentlige samtale stjæler billedet.
Endelig viser analyserne, at den udvikling, vi oplever i Danmark, er en del af et vestligt mønster. Denne kendsgerning bør vaccinere mod de allermest lokale årsagsforklaringer både i den offentlige samtale og i forskningsmiljøerne.
Betyder det, at vi ikke kan handle på udfordringerne i Danmark? Nej, opgaven er netop at formulere et dansk svar på en international udfordring, men vi må i vores problemforståelse undgå at overvurdere betydningen af specifikke danske forhold.
Overbeskyttende forældre
Hvad driver udviklingen? Det spørgsmål har løbet som en rød tråd igennem kommissionens arbejde, og på baggrund af drøftelser, input fra fagfolk og forskere, en folkehøring, turneer rundt i landet, gennemgang af forskningslitteraturen, nye undersøgelser og inddragelse af børn og unges perspektiver peger kommissionen i afrapporteringen på seks tendenser.
En række af de tendenser flugter med eksisterende viden, men i tillæg hertil peges på en række nye forhold. Herunder en stadig mere udbredt forældrepraksis, defineret ved overbeskyttelse, monitorering og en usikker forhandlingspædagogik, der betoner vigtigheden af selvudfoldelse på bekostning af selvregulering og fællesskabsorientering.
En praksis, der risikerer at kultivere og fremelske en ny skrøbelighed og skabe trivselsudfordringer. Skal vi adressere de trivselsudfordringer, vi er stillet overfor, må vi tage den svære, men vigtige samtale om det moderne forældreskab.
Sygeliggørelse af det normale
Derudover peger kommissionen på en ny tendens: Patologisering.
Begrebet dækker over en ny kulturel tilbøjelighed til at oversætte almenmenneskelige forhold til noget sygeligt – en sygeliggørelse af det almene – og en strukturel praksis, hvor det nu er diagnoserne, der regulerer adgangen til støtte, indsatser og hjælp.
Kombinationen af en kulturel strømning, der søger svar i et diagnostisk univers, og en strukturel praksis, der lader diagnoserne være den udløsende faktor, er uhensigtsmæssig for den enkelte og for samfundet som helhed. Det faktum, at adgangen til støtte og hjælp organiseres med udgangspunkt i diagnoserne, truer på paradoksal vis med at accelerere de problemer, vi som samfund søger at løse.
Videre peges på ’Individualisering og rådvildhed’ som en tendens, der accelererer trivselsudfordringerne.
Tendensen er selvsagt ikke ny, men snarere et fænomen der knytter an til modernitet og frigørelse. Når tendensen alligevel fremhæves, er det, fordi den er accelereret i de seneste år. Og skal vi styrke børn og unges trivsel, forudsætter det, at vi på en og samme tid kan glædes over, at den enkelte er sat fri på en kvalitativ ny måde, og gennem opdragelse, livsoplysning og fællesskaber give den enkelte mulighed for at forvalte friheden på en måde, der højner den enkeltes livstilfredshed.
Uopnåelige idealer og opskruet tempo
Kommission peger videre på ’Nye idealer’ og ’Tempo’ som to afgørende tendenser.
Kombinationen af en individualisering, der både har frisat og isoleret den enkelte, og en kommercialiseret digitalisering af børn og unges liv, har skabt en ny sociokulturel virkelighed, hvor børn og unge – og i særdeleshed ældre piger og unge kvinder – i stadigt stigende grad måler sig selv op imod (uopnåelige) idealer.
Denne bevægelse har skabt en ny utilstrækkelighedsfornemmelse. I tillæg hertil fortæller mange børn og unge om et liv i et opskruet tempo forårsaget af en kombination af politiske reformer med fokus på fremdrift og et forjaget digitalt liv. Denne dobbeltbevægelse har tilsyneladende sat sig som en forpustethed hos mange unge.
Endelig peges der under overskriften ’Et digitaliseret børne- og ungeliv’ på den digitale kolonisering af børn og unges liv som en helt afgørende komponent for at forstå trivselsudfordringerne.
I takt med den kommercialiserede digitalisering af børn og unges liv er en række problemer vokset: Mindre søvn, flere opmærksomhedsforstyrrelser, mere uro i klasserne, ensomhed og isolation, stadig flere piger og unge kvinder, der føler sig forkerte. Denne udvikling kalder på drastiske skridt.
Drop glansbilleder og skræmmebilleder
Med udgangspunkt i kommissionens trivselsforståelse, statusbilledet og analysen af de nye tendenser kommer kommissionen med en række anbefalinger på tværs af alderstrin og de forskellige arenaer i børn og unges liv. Anbefalingerne afspejler, at udfordringerne er væsensforskellige, hvilket nødvendiggør en kombination af tilgange og initiativer.
Under overskriften ’Nyt sprog for trivsel’ anbefaler kommissionen blandt andet, at alle aktører – herunder særligt forskere, journalister og praktikere – skriver og taler mere nuanceret og retvisende om de udfordringer, vi som samfund er stillet overfor. Ingen er tjent med hverken glansbilleder eller skræmmebilleder.
Derudover anbefales det, at børn og unge tilbydes et andet og mere nuanceret sprog – andre livsprismer – end det patologiske til at begribe dem selv med. Videre foreslås det, at praksissen for diagnosticering af børn og unge må undersøges yderligere. For nuværende er praksis uigennemskuelig med en række private aktører, der agerer uensartet.
Derudover anbefaler kommissionen, for at undgå uhensigtsmæssige incitamentstrukturer, at indsatserne i forhold til børn og unge skal organiseres med udgangspunkt i børn og unges behov og kontekst – ikke deres diagnoser. Slutteligt peges også på behovet for at revidere de nationale trivselsmålinger og behovet for at undersøge kvaliteten af vores dagtilbud.
Forbud mod smartphones
Under overskriften ’Et balanceret digitalt liv’ foreslås det, at det danske EU-formandskab bruges som løftestang for en mere aggressiv regulering af Tech-industrien.
Konkret foreslås det, at regeringen arbejder for aldersverifikation, forbud mod annoncering til børn og unge og forbud mod fastholdelsesmekanismer.
Desuden foreslår kommissionen, at der vedtages et forbud mod brug af smartphones i grundskolen, og at der etableres firewalls på alle grundskoler, efterskoler og ungdomsuddannelser. Og endelig foreslås også, at børns smartphonedebut udskydes, til de er 13 år gamle.
Karakterdannelse forstået som selvregulering, vedholdenhed, tro på egne evner og en ansvarsfølelse er afgørende for den enkeltes trivsel og udvikling.
Under overskriften ’Karakterdannelse og myndiggørelse’ foreslås derfor, at karakterdannelse skrives ind i formålsparagrafferne for dagtilbud og folkeskole, at adgangen til efterskoler skal demokratiseres, at højskolerne skal løfte et større ansvar, og at flere unge skal have erfaring med fritidsjob.
Kort sagt, skal vi som samfund fremadrettet være lige så optaget af egenskaber – karakteren – som vi de seneste år har været af kundskaber og trivsel.
Under overskriften ’En tidssvarende pædagogisk praksis’ foreslås en række nye pædagogiske greb, der dels sigter mod at fremme karakterdannelse, dels fremmer pædagogiske praksisser, der udgrænser færre børn og unge fra de bredde almene fællesskaber.
Derudover er der en række forslag, der – for at imødegå fornemmelsen af forpustethed – har som ambition at justere prøvetrykket i folkeskolen, minimere klasseskift i gymnasiet og justere den nuværende karakterskala.
Desuden peges der på, at trivselsudfordringer kun lader sig løse ved at styrke og prioritere almenområdet – ikke ved at lade det specialiserede område vokse.
Sammenhæng mellem fysisk og psykisk velvære
I erkendelse af at fællesskaber og oplevelsen af meningsfuldhed er afgørende beskyttelsesfaktorer, foreslås under overskriften ’Fællesskaber i fritiden’ en række initiativer, der skal sikre, at stadigt flere bliver en del af civilsamfundets meningsfulde fællesskaber.
Fritidslivet er under voldsomt pres af en ny digital virkelighed. I det landskab får det organiserede fritids- og foreningsliv en ny og vigtig rolle som træningsbane i forhold til relationer, kropslig udfoldelse og meningsskabelse. Derfor foreslås det blandt andet, at de fritidspædagogiske tilbud fremadrettet skal fungere som brobyggere ind i fritids- og foreningslivet.
Det er uden for diskussion, at der en sammenhæng mellem fysisk og psykisk velvære. Søvn, motion og leg er på tværs af alder afgørende beskyttelsesfaktorer, og vi må samfund understøtte, at børn og unge får erfaring med netop fysisk aktivitet, og at der tidligt etableres sunde vaner.
Under overskriften ’Krop og bevægelse’ peger vi derfor på vigtigheden af, at børn og unge tidligt får erfaring med fysisk aktivitet, og at de bibringes realistiske kropsforståelser.
Det er – omend man kunne få et andet indtryk i medierne – børn og unge fra marginaliserede hjem, der er i størst risiko for at komme i mistrivsel. Derfor foreslås det under overskriften ’Tidlig og rettidig indsats’, at der kommunalt fremadrettet arbejdes aktivt og systematisk med at opspore og afhjælpe de udfordringer, børn og unge fra udsatte hjem risikerer at slås med.
Dette indebærer blandt andet, at kommuner må undgå, at silo-tænkning står i vejen for en rettidig indsats. Dertil kommer, at staten aktivt må understøtte de lavtærskeltilbud, som udbydes af en række civilsamfundsorganisationer – tilbud hvor børn og unge ikke skal igennem udredninger for at få adgang til hjælp.
Syv opfordringer til forældreopdragelse
Endelig – og måske mest kontroversielt, men vigtigt – kommer kommissionen under overskriften ’Forældreskabet anno 2025’ med syv opfordringer til, hvordan forældre bedst opdrager deres børn for at understøtte barnets trivsel.
De syv opfordringer er et svar på en moderne forældrepraksis, defineret ved overbeskyttelse, monitorering og en usikker forhandlingspædagogik, der stik imod intentionen truer med at skabe trivselsudfordringer og udfordrer de fællesskaber, barnet indgår i.
Opfordringer lyder blandt andet ’Hav fokus på selvregulering, vedholdenhed, tro på egne evner og ansvarsfølelse’, ’Lær dit barn, at det i perioder vil opleve nedtrykthed, uden at det hverken er farligt eller sygeligt’, ’Begræns overvågningen af dit barn’ og ’Stil alderssvarende og kærlige krav til dit barn og vær tydelig om rammer og værdier’.
Opfordringerne er selvsagt ikke en manual men angiver en retning for en tidssvarende opdragelse, der kan give det enkelte barn de bedste forudsætninger for at trives.
Det er kommissionens håb, at opfordringerne kan kickstarte en nødvendig diskussion om det moderne forældreskab og de deraf afledte trivselsmæssige implikationer.